From insight to impact

Jeg har holdt en del oplæg i den seneste tid om learning analytics. Senest på konference for LearnT på DTU.

Her mine centrale budskaber.

Studerendes hverdag på studiet sammenblander det digitale med det fysiske. Hvert digitalt skridt sætter små digitale fodspor, der samlet giver enorme mængder data. Analyser af al den data om de studerendes adfærd kan bruges til at forbedre uddannelsernes kvalitet.

Med 1,2 mio elever og studerende på de danske uddannelsesinstitutioner og stadig flere digitale grænseflader, skabes der dagligt meget store mængder data om uddannelse og læring.

Ved at analysere data, kan der skabes nye mønstre og skabes grundlag for nye måder, at tænke uddannelse på. Learning analytics handler dermed om at bruge al den data til at forstå og forbedre vores uddannelser. Og mens data kommer fra de mange, kan data bruges til at skabe stadig mere målrettede uddannelser for den enkelte.

Frafald er et fremtrædende problem på uddannelser verden over. Det er et problem for den frafaldne, for uddannelsen og for institutionen. Og data kan bruges til at forudsige, hvem der er i risiko for at falde fra, før uheldet er ude.

Ved at samle baggrundsinformation, realtids-data om fx brug af digitale læremidler, information om tilstedeværelse via wifi mm og matche individuelle studerende op mod grupper af lignende studerende, kan man beregne risikoen for, at grupper eller individer falder fra. Og den information kan bruges til målrettede indsatser.

I UK giver den type prediktive analyser typisk et fald i frafaldet på omkring 5 procentpoint. For et almindeligt engelsk universitet svarer et til reducerede omkostninger til frafaldne studerende på årligt 850.000 pund. Det er den type besparelser, der motivere uddannelsesinstitutioner verden over, til at tage data seriøst.

En markant udfordring for målet om at skabe værdi og forandring med data er, at data for øjeblikket primært bruges til at lave mere eller mindre vellykkede dashboards. Dashboards kan i mange situationer være værdifulde og tilstrækkelige, men jo mere vi vil forandre adfærd og måske endda opfattelse, jo mere bliver dashboardet som løsning udfordret. Som minimum vil dashboards kræve klare kompetencer i at forstå og bruge den information, der præsenteres. Men forhåbentlig vil vi også se andre bud på, hvordan data kan gøres tilgængeligt mere meningsfyldt og ikke mindst handlingsorienteret.

Eleven eller den studerende er formålet med uddannelse (eller burde være det). Det er dem uddannelsesdata handler om. Og derfor skal elever og studerende også klædes ordentligt på til at forstå, bruge og udfordre data. Det bør være en central studiekompetence, ligesom det bliver en afgørende kompetence for alle borgere i data’ens tidsalder.

Mens første bølge learning analytics gik på at reducere frafald, er anden bølge godt i gang. Og nu går data helt ind i undervisningssituationen. I Finland har en gruppe forskere på University of Oulu skabt sensormættede undervisningsrum, hvor ordinære studerende i hverdags-undervisning monitoreres med kamera, mikrofon, registrering af online-adfærd, eye trackers og pulsmåler. Og de bruger moderne analytics til at analysere de enorme mængder data, det generer. Målet er at blive klogere på, hvordan den enkelte og grupper af studerende tager ejerskab over egen læring. På andre universiteter bruges data om studerendes adfærd i sociale online læringsrum til at analysere gruppedynamikker og bl.a. identificere isolerede studerende. På den baggrund iværksættes interventioner, så læringen for den enkelte og gruppen kan forbedres.

Overordnet set er brugen af data ved at bevæge sig fra det strukturelle forhold, til det pædagogiske. Educational technology – EdTech – er et af de største vækstområder for investeringer i ny teknologi. Der investeres store summer i at lave nye læringsredskaber, og ikke mindst individualiserede adaptive redskaber står højt på listen. Her tilpasses undervisningen til den enkelte. Teknologien bygger på store datamængder og en masse statistik. Udfordringen er i mange tilfælde, at teknologien primært er netop teknologi først, og pædagogik sidst. De store gennembrud kommer formentlig først, når der er mindst lige så mange pædagoger med i udviklingen, som der i dag er programmører og statistikere. For i dag bliver der pushet for meget dårlig tech ud til uddannelsesinstitutionerne. Den fulde værdi af digitalisering kommer først, når den pædagogiske kvalitet er i orden.

Uddannelse har i årtier været data-rige aktiviteter. Men data har hidtil primært været behandlet administrativt. Nu er data ved at bliver front and center i uddannelse. Og det stiller det afgørende spørgsmål: Hvem ejer data? I dag er ejerskabet mildt sagt uklart. Måske uddannelsessektoren skulle se til sundhedssektoren og placere ejerskabet og beslutningerne solidt hos den enkelte studerende?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s